'Enten lader du det ske, eller også efterlader jeg dig langt ude i ingenting' – Mistænkt angiveligt truede 16-årig offer

Natten på Schwedenplatz

Domstole er særlige teatre. De har ingen sufløser, ingen pausemusik og ingen bifald. I stedet knirker bænke, rasler dokumenter, og mennesker tier. Det højeste lyd er ofte det, som ingen høre – tyngden af en anklage.

På anklagebænken sidder en ung mand, enogtyve år gammel. Hænderne foldet, blikket uroligt. Foran ham ligger ikke en avis, men en anklageskrift. Bag ham sidder tilhørere, som allerede har truffet en beslutning, før dommeren træder ind i retssalen. Sådan er det ved sager, som allerede før retssagen er blevet til avisslaglinjer.

Historien begynder ikke her.

Den begynder på Schwedenplatz, der hvor Wien sover længe efter midnat – eller ikke sover. Mellem natbusser, taxaer, turister og natgæster ventede en sekstenarig pige på sin køretur hjem. En bil holdt an. Et tilbud blev gjort. En beslutning blev truffet inden for få sekunder – en af de dagligdags beslutninger, som går godt millioner gange, men nogle gange ender i en retsag.

Ifølge efterforskningen førte køreturen ikke til pigens bolig, men ud af byen, forbi de sidste huse, over motorveje til Lobaus mørke. Der, på en afsidesliggende parkeringsplads ved oliehamnen, skal det være sket, som dommeren, anklageren og forsvarer i dag skændes om. Anklagen taler om trusler og seksuel vold. Den anklagede benægter beskyldningerne og forklarer, at mødet var frivilligt. Sandheden er nu genstand for retssagen.

Anklageren taler stille. Han har ikke brug for høje ord. DNA-spor, mobildata, videooptagelser – modern retshåndhævelse arbejder ikke med formodninger, men med spor. Hver sætning optegnes i retsbogen, hver ord vejes som guldstøv.

Forsvarer rejser sig. Han kender også sin opgave. I straffesag er mistanke ikke nok. Skyld skal bevises. Han minder retten om, at der endnu ikke foreligger en retskraftig dom, og at modsigelser må undersøges nøje.

Den anklagede taler stille. Næsten alle anklagede taler stille.

Men over denne sag ligger endnu en anden skygge.

Denne mand var nemlig ikke retsvæsenet ukendt. Måneder tidligere var han blevet retskraftig dømt for et andet voldtægtsforfald. Han skulle have skulle ved ind afsoningen. I stedet gik dagene. Så kom en weekend. Papirer skulle være vej mellem ret og fængsel. Ingen anede, at præcis i dette smalle tidsvindue ville der opstå en ny alvorlig anklage. Den juridiske diskussion drejer sig derfor ikke kun om begivenhederne jenen nat, men også om, hvorvidt organisatoriske procedurer kunne være gået hurtigere.

Retsreportere observerer ikke kun anklagede.

De observerer dommere.

Dommeren lytter længe. Han afbryder sjældent. Kun nogle gange løfter han hovedet, stiller et kort spørgsmål og skriver dernæst atter nogle ord ned. Ingen i salen ved, hvilket af disse ord senere bliver afgørende.

I domstolen er der ingen sikkerhed, indtil dommen er afsagt.

Der er forklaringer.

Der er erklæringer.

Der er indicier.

Og der er tvivl.

Offentligheden kræver hurtige svar. Domstolen må tage sig tid. Mellem disse to hastigheder opstår ofte den spænding, som store retssager er lavet af.

Da retssagen ender, rejser alle sig samtidigt. Dommeren forsvinder gennem en sidedør. Advokaterne pakker deres dossier sammen. Journalisterne løber allerede ud, for deres deadline ender tidligere end domstolens.

Udenfor kører en sporvogn over ringen.

På Schwedenplatz venter mennesker igen på natbussen.

Byen lever videre.

Men retssalen bliver tilbage – som det sted, hvor ikke avisslaglinjer afgøres, men beviser.

Da der endnu ikke foreligger en dom i denne sag, kan ingen sagligt forudsige, hvilken straf der faktisk bliver givet. Man kan dog på grundlag af østrigsk straffastsættelse og sammenlignelige sager anstille et skøn.

Faktorer, som særlig kommer til at veje

Efter de kendte informationer taler især følgende punkter ud fra anklagens perspektiv for en væsentlig højere straf:

• Mindreårigt offer (16 år).
• Påstået trussel under kørslen ("...ellers lader jeg dig stå af et eller andet sted udenfor").
• Afsidesliggende gerningssted, som ifølge anklagen blev valgt bevidst.
• Allerede retskraftig dom for voldtægt.
• Den nye sigtelse skal have fundet sted få dage efter den forsømt strafudståelse.
• Ifølge anklageren er der genfaldsfar; derfor varetægt.

Mulige straffemildende aspekter

Hvis der i sagen kommer forhold for dagen, kunne for eksempel følgende tages i betragtning:

• omfattende tilståelse (hvis en sådan gives),
• alvorlig anger,
• samarbejde med efterforskningsmyndighederne,
• erstatning henholdsvis kompensation,
• gunstigt socialt udsyn eller vellykket terapi.

Efter de i dag kendte informationer foreligger ingen tilståelse; derimod benægter den anklagede beskyldningerne og henviser til frivillighed.

Hvad der yderligere kunne øge straffen

Hvis retten fastslår disse omstændigheder, ville de typisk være belastende:

• særlig intens voldsbrug,
• flere påviselige tvangshnadlinger,
• yderligere hidtil ukendte ofre,
• forsøg på at påvirke offeret eller vidner,
• manglende indsigt og meget dårlig tilbagefaldsprognose.

Hvad der kunne forhindre en væsentlig højere straf

Uden på forhånd at bestemme resultatet ville være typisk relevant ud fra forsvars-strategisk synspunkt:

• vellykket anfægtelse af beviserne (f.eks. DNA forklarer kontakten, men ikke spørgsmålet om samtykke),
• troværdig alternativ fremstilling af begivenhederne,
• modsigelser i objektive bevisstykker,
• psykiatriske eller psykologiske erklæringer med positiv prognose,
• tidlig terapeutisk indsats, hvis den virker troværdig.

Det betyder ikke, at der deraf følger en frifindelse eller en mildere straf – men kun at disse er typiske faktorer, som domstole tager i betragtning ved straffastsættelsen.

Mit eget skøn (ingen prognose fra domstolen)

Under antagelse af, at anklagen i det væsentlige bevises, og at der ikke kommer usedvanlige lettende omstændigheder til, ville jeg anslå sandsynlighederne på denne måde:

Samlet vurdering

Efter de i dag offentligt kendte informationer ser jeg det mest sandsynlige område ved omkring 8 til 12 års fangsel, såfremt anklagen i sine væsentlige punkter bevises, og især anklagen om voldtægt samt den indschlägige tidligere dom bliver straffskærpende.

Dette skøn er bevidst formuleret forsigtig. Den faktiske dom afhænger af beviserne, troværdigheden af de involverede, erklæringerne og domstolens retlige vurdering.